VEDTÆGTER 

for 

Rønde Handelsstandsforening 

 

§ 1 

Foreningens navn er RØNDE  HANDELSSTANDSFORENING. Foreningens hjemsted er Syddjurs Kommune.

 

§ 2 

Foreningens formål er at arbejde til gavn for Handel – Håndværk og Industri og varetage byens og de fælles interesser på alle områder.

 

§ 3 

Som medlem kan optages enhver, der driver virksomhed indenfor Handel – Håndværk eller industri beliggende i postnummer 8410 Rønde. Udøvere af andre liberale erhverv, med virksomhed beliggende i postnummer 8410 Rønde, kan også optages som medlem.

Enhver ansøgning om medlemskab skal forelægges bestyrelsen, der skal godkende hver enkelt medlemsoptagelse.

Hvis bestyrelsen nægter godkendelse af et medlem, skal denne beslutning forelægges førstkommende generalforsamling.

 

§ 4 

Kontingentet fastsættes af bestyrelsen ved optagelsen. Forhøjelse af kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling. Kontingentet opkræves halvårlig forud pr. 1-4 og 1-10.

 

§ 5 

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen med 6 måneders varsel.

 

§ 6 

Regnskabsåret er 1/10 – 30/9.

 

§ 7 

Et medlem kan udelukkes af foreningen, når medlemskontingentet, trods påkrav, ikke er betalt efter 6 måneder.

Bestyrelsen er bemyndiget til at ekskludere et medlem, dersom medlemmet gennem sit virke kommer i stærkt modsætningsforhold til foreningens virke og formål.

Ved eksklusion udover kontingentrestance, kan medlemmet kræve eksklusionen forelagt generalforsamlingen.

 

§ 8 

Generalforsamlingen afholdes i november, der indkaldes med mindst 14 dages varsel med brev eller elektronisk post til de enkelte medlemmer.

Dagsorden skal indeholde følgende punkter.

 

1.            Valg af dirigent.

2.            Bestyrelsens beretning.

3.            Godkendelse af revideret regnskab.

4.            Godkendelse af budget for det kommende år.

5.            Eventuelle reguleringer af kontingent.

6.            Forslag fra bestyrelsen.

7.            Forslag fra medlemmer (der skal være formanden i hænde senest den 1. oktober).

8.            Valg af bestyrelsesmedlemmer.

9.            Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

10.        Valg af 2 revisorer.

11.        Valg af 1 revisorsuppleant.

12.        Eventuelt.

 

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Alle vedtagelser er gyldige, når de er vedtaget med almindelig stemmeflerhed. Dette gælder også vedtægtsændringsforslag.

Forslag til dagsordenen, der ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal indsendes skriftligt med ovennævnte varsel.

Ekstraordinær generalforsamling kan indvarsles af bestyrelsen med 8 dages varsel til hvilken som helst tidspunkt, eller når mindst 10 medlemmer skriftligt over for bestyrelsen har begæret det, med angivelse af dagsordenen.

Eventuelt vedtægtsændringsforslag skal udsendes sammen med dagsordenen.

 

§ 9 

Bestyrelsen består af 6 medlemmer. Valget gælder for 3 år. Valget kan på begæring herom ske skriftligt. Efter tur afgår 2 medlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Valg af suppleanter og revisorer foretages hvert år.

Bestyrelsen holder møde så ofte, det er nødvendigt. Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne.

Formanden leder møderne. Der udfærdiges referat af møderne, der godkendes på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Ved stemmelighed på bestyrelsesmøderne har formanden 2 stemmer.

Bestyrelsen forvalter foreningens midler under ansvar overfor generalforsamlingen.

Bestyrelsen tegner foreningen i alle forhold, også økonomiske. Køb og salg af fast ejendom, kan dog kun ske med generalforsamlingens godkendelse.

Samtlige møder i Rønde Handelsstandsforening afholdes som lukkede møder og pressen kan blive orienteret ved formanden.

 

§ 10 

Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte nødvendige udvalg for at opretholde og/eller udbygge foreningens aktivitet. Et udvalgsmedlem kan eventuelt være et ikke-medlem. Udvalgene arbejder under ansvar overfor bestyrelsen.

 

§ 11 

Bestyrelsen er bemyndiget til at repræsentere foreningen ved alle lejligheder, der kan have interesse for foreningens formål/medlemmer.

 

§ 12 

Medlemmerne hæfter anpartsvis i forhold til kontingentet for de forpligtelser, foreningen påtager sig.

 

§ 13 

Ophævelse af foreningen kan kun ske på en generalforsamling hvor over 50 % af foreningens medlemmer er til stede og 75 % af de fremmødte stemmer derfor.

Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig indkaldes til en ny generalforsamling efter reglerne for ekstraordinære generalforsamlinger, og spørgsmålet afgøres her, uanset antallet af fremmødte og ved almindelig stemmeflerhed.

I tilfælde af ophævelse af foreningen træffer den sidste generalforsamling bestemmelse om foreningens aktiver og passiver.

 

§ 14 

Nærværende vedtægter er vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling den 29. april 2008. De træder i kraft straks.

 

Rønde den 29. april 2008.